I skrivende stund er landskabet stadig hvidt udenfor vores vinduer. Sneen ligger som et stille tæppe over det hele, og vejrudsigten lover frost de kommende døgn. Vinteren holder fast, og det er svært helt at vurdere, hvornår vi igen ser det grønne græs titte frem.
Man kan næsten komme til at spørge sig selv, om vinteren bliver ved lidt endnu. Selvom kalenderen stille og roligt bevæger sig mod de måneder, vi kalder forår, føles det stadig som rigtig vinter.
Der er noget smukt over sneen og stilheden, men jeg må også indrømme, at jeg begynder at længes. Længes efter temperaturer over frysepunktet, så cyklen igen kan komme sikkert ud på vejene. Som jeg tidligere har skrevet, tager jeg ingen chancer, når der er risiko for glatte veje. Det er ikke det værd.
Ventetiden før foråret
Denne tid på året er en slags overgang. Man ved, at foråret kommer, men man kan endnu ikke mærke det rigtigt. Fuglene er stadig lidt stille, træerne står nøgne, og haven hviler under sneen.
Alligevel ligger forventningen der. Snart begynder fuglene at synge mere tydeligt. Snart vil de første knopper vise sig på buske og træer. Snart vil lyset og varmen få overtaget.
Det er måske netop i denne ventetid, at man mærker, hvor meget man sætter pris på årstidernes skiften. Vinteren har sin ro og sin stilhed, men foråret bringer en anden form for energi.
Ventetiden kan virke lang.
At tage årstiden, som den er
Indtil videre må vi tage vinteren, som den er. Nyde det hvide landskab, mens det varer, og acceptere, at naturen har sit eget tempo. Foråret lader sig ikke presse frem – det kommer, når tiden er inde.
Og når det gør, vil glæden måske være endnu større, netop fordi vi har ventet.
Foråret kommer altid
Selv når vinteren føles lang, og sneen ligger tungt, bevæger vi os mod lysere tider. Naturen følger sin egen rytme – og det gør vi måske også. Foråret skal nok komme. Det er som at holde for gult i et lyskryds og vente på grønt.
Skriv et svar