Når Danmark pakker tasken

Når Danmark pakker tasken – sommerferien står for døren ☀️

Juni synger på sidste vers, og sommerferien banker så småt på døren. Overalt begynder det at summe: Skolebørn tæller ned, familier planlægger kør-selv-ferier, og supermarkedernes tilbudsaviser er fyldt med grillpølser, badebassiner og engangsgrill. Danmark gør sig klar til at holde ferie – og det kan mærkes.

For mange starter ferien lige så snart skoleklokken ringer ud. Børnene har fri, og så skal der ske noget! Campingvognen luftes, sommerhuse fyldes op med både mennesker og myggenet, og færgerne til de danske øer bliver hurtigt fyldt. Der pakkes biler til randen med badedyr, klipklappere og solcreme, og selv i lufthavnene kan man mærke, at danskerne er på vej mod sol og eventyr.

Og imens? Ja, så sidder vi her og nyder det lidt på afstand.

For os som pensionister ligger ferien ikke lige i de hektiske uger. Vi lader børnefamilierne få glæde af juli og højsæsonens mylder, mens vi venter tålmodigt på, at freden igen sænker sig over landet. Vi har ikke længere brug for at køre afsted i sommerens første uge – vi kan tage af sted, når der er stille på vejene og ledigt rundt om hvor man kunne tænke sig at komme hen.. Og det er faktisk en luksus i sig selv.

Men det er også dejligt at se feriestemningen brede sig. At høre børnebørnene glæde sig til is i lange baner og badeture med mor og far. At mærke stemningen i sommerhusområdet, hvor naboerne pludselig er hjemme hele dagen og griller til langt ud på aftenen. Man kan også høre at der holdes ferie i andre land, da der er mange sprog man ikke hører i hverdagen.

Vi husker jo selv dengang, hvor vi pakkede bilen med små børn, madpakker og lidt for meget oppakning. Hvor første ferieuge gik med at falde ned i tempo, og hvor man havde én opgave: at give børnene en sommer, de ville huske. Det var travlt – men det var også fuld af glæde.

I dag nyder vi en lidt anden slags ferie. Vi pakker måske ikke så ofte tasken, men vi pakker dagene med ro, gode gåture, morgenkaffe i solen og lidt ekstra forkælelse. Og når juli er ved at være ovre, og familierne vender hjem med sand i kufferten og et par myggestik som souvenirs – så tager vi måske selv på en lille udflugt eller ferietur. Helt uden køer på motorvejene og lange ventetider ved iskiosken

Hvordan ser sommerferien ud hos dig?
Er der pakket og klar – eller nyder du også bare at være lidt på sidelinjen i år?
Uanset hvad: Rigtig god sommer og god ferie, når du når dertil. 🌸🌞

Tilbage til oversigt ➡️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *