Vi er godt i gang med at gøre sommerhuset klar til den kommende sæson.
I den forgangne weekend tog vi endnu en tur derned for at fortsætte arbejdet. Vi kørte afsted torsdag ved middagstid og fik handlet lidt undervejs, så vi havde noget at spise. Det er nu engang lettere at holde energien oppe, når der er lidt i maven.

Efter et stykke brød til middag viste vejret sig fra sin gode side, og det blev startskuddet til weekendens arbejde. Jeg fik sprøjtet alger på både glas og træ, så vinterens spor kunne blive fjernet. Herefter skulle det bare have lov at virke et døgns tid.
Fredag over middag var det klar til næste skridt. Algerne havde lagt sig som et gråt lag, og så kunne det vaskes af. Vi gik i gang med glasset rundt om terrasserne, som blev vasket og skyllet efter – blandt andet med vand fra vores regnvandstønde, så vi undgik kalkpletter.


Træværket fik også en tur, så det nu er klar til at få olie.
Lørdag fik jeg givet den ene terrasse olie. Jeg havde en rest fra sidste år, som passede fint til den overdækkede terrasse. Den trænger ikke helt så meget som den anden, som ligger mere i solen.
Samtidig fik jeg også renset græsrobotten, så den igen er klar til at passe sit arbejde efter en lille pause.
Søndag stod mere i afslapningens tegn. Vejret var ikke noget særligt, så vi tog det roligt indendørs.
Planen var egentlig, at vi skulle være blevet til mandag, hvor vores hund havde en tid hos hundeklipperen i nærheden. Men søndag sidst på dagen fik vi besked om, at det måtte aflyses på grund af sygdom.
Derfor valgte vi i stedet at tage hjem søndag aften efter lidt aftensmad og en fodboldkamp i fjernsynet. Der ventede også nogle gøremål derhjemme i Vonsild.


Alt i alt kom vi dog et godt stykke videre med sommerhuset, og det begynder at ligne noget.
I den kommende weekend står den på konfirmation hos et af børnebørnene, så der bliver ikke tid til sommerhuset dér. Men forhåbentlig byder ugen på lidt godt vejr, så vi kan få den sidste terrasse givet olie og gjort de sidste ting færdige.
Så er vi klar, når sommeren for alvor melder sin ankomst.
Det tager lidt tid at gøre klar til sommeren. Men når arbejdet er gjort, kan man rigtig nyde det – og glæde sig til de mange gode stunder der venter 👍🏻


Skriv et svar