Så er vi nået et godt stykke ind i august, og på mine cykelture rundt omkring Vonsild kan jeg rigtig se, at høsten er godt i gang.

Mange af markerne er allerede høstet, og halmen er flere steder også fjernet. Nu ligger markerne klar til det næste arbejde, inden der igen skal sås nye afgrøder.
Der er dog forskel på, hvor langt man er kommet fra mark til mark. Jeg går ud fra, at det blandt andet har noget at gøre med de forskellige kornsorter, og hvornår de er klar til at blive høstet.

Det bliver spændende at følge de kommende uger, når de store maskiner for alvor går i gang med at gøre markerne klar til de næste afgrøder. Så kommer der igen gang i landskabet med traktorer, plove og andre maskiner. Det er også en del af sommerens og sensommerens faste rytme.

Her hos os har ugen også budt på lidt andre ting.
Vores hund Ellie har været en tur hos hundefrisøren, så hun igen er blevet klippet og ser lidt mere sommerfrisk ud. Hun skulle også vaccineres, så begge dele er nu klaret, og hun er klar til vores næste lille eventyr.
For når du læser dette, har vi pakket bilen og er på vej mod Henne Strand.
Vi har længe haft en ferielejlighed reserveret, og nu er tiden endelig kommet, hvor vi skal have en uge ved Vesterhavet. Det glæder vi os rigtig meget til.

Denne gang har jeg valgt at lade cyklen blive hjemme.
Jeg synes, det er rart indimellem at lægge nogle af de vante rutiner lidt til side og i stedet bruge mere tid sammen med konen og Ellie. Vi skal selvfølgelig have nogle gode ture langs vandet, og mon ikke det også bliver til et par ture, hvor vi bare går og kigger lidt rundt.
Blåvand skal vi næsten også en tur til. Det plejer vi at besøge, når vi er på de kanter, så mon ikke det bliver til lidt “oseri” i butikkerne igen i år.

Vejrudsigten ser ud til at kunne byde på lidt fugtigt vejr under opholdet. Men som man siger, findes der ikke dårligt vejr – kun dårlig påklædning.
Og skulle jeg føle, at jeg mangler lidt motion, er der heldigvis et lille motionsrum på stedet, hvor vi skal bo.
Så nu glæder vi os bare til nogle rolige dage ved Vesterhavet.
Efter en sommer med blandt andet hundepasning, Vildbjerg Cup og andre oplevelser bliver det dejligt at komme lidt ned i gear. Bare nyde naturen, havet, hinandens selskab og måske en god kop kaffe undervejs.
Og når vi kommer hjem igen, fortsætter årets gang.
Høsten er i fuld gang, sensommeren er over os, og mon ikke der stadig venter mange små oplevelser, inden efteråret langsomt begynder at melde sin ankomst.
Men lige nu vil vi nyde en uge ved Vesterhavet. 🌊


Skriv et svar