Nogle weekender bliver ikke helt som planlagt – og det er måske slet ikke så dårligt.
Vi havde egentlig tænkt os at tage i sommerhuset allerede torsdag og blive der hen over weekenden. Men vejrudsigten for torsdag og fredag så ikke alt for lovende ud, så vi valgte at se tiden lidt an.

I stedet fik vi lavet en aftale med vores to børnebørn, som bor her i byen. Lørdag skulle vi se fodbold sammen – Premier League – med kampstart klokken 13:30.

Det blev til en hyggelig eftermiddag med god stemning og samvær. Selve kampen gik ikke helt, som vi havde håbet, men sådan er det jo med fodbold. Det vigtigste var tiden sammen.
Efter kampen og lidt kaffe med tilbehør tog børnebørnene hjem igen, og vi nød resten af aftenen i ro og mag. Der blev lavet lidt god mad, og et glas rødvin gjorde heller ikke noget.

Søndag morgen vågnede vi op til et helt andet vejr. Solen var fremme, og det så lovende ud. Vi blev hurtigt enige om, at nu var det tid til en tur i sommerhuset.
Vi pakkede bilen og kørte afsted lige efter middag.
Da vi kom frem, viste vejret sig fra sin bedste side. Efter at have fået pakket ud, gik jeg en tur rundt i haven. Her kunne jeg se, at græsplænens kanter trængte til en tur med trimmeren, og der lå også en del grene, som skulle fjernes, inden græsrobotten kunne komme i gang.
Jeg fik ladet batterierne op og gik i gang med arbejdet. Det tog lidt tid, men resultatet blev rigtig fint. Med kanterne trimmet og grene samlet sammen, var der nu klar bane for græsrobotten, som var sat til at starte mandag formiddag.

Man må sige, at denne søndag viste april sig fra den pæne side.
Vi valgte at blive og overnatte i sommerhuset og kørte først videre mandag morgen, hvor vi havde en aftale hos massøren.

Nu hvor jeg sidder og skriver dette, går tankerne allerede på næste weekend. Hvis vejret arter sig, tager vi nok en tur derned igen. Der er stadig lidt, der skal gøres klar – blandt andet skal træterrasserne og glasstakittet renses for alger efter vinteren.
Når det er gjort, kan vi begynde at give træet olie og finde havemøblerne frem.
Og så mangler vi bare det sidste – blomster i kasserne.
Men spørgsmålet er, om april helt er færdig med nattefrosten endnu.
April kan være lidt af hvert.
Men når solen viser sig, og man får lidt fra hånden, så føles det som om sommeren er på vej.


Skriv et svar