🌿 Foråret begynder så småt at vise sig

Påsken er nu vel overstået, og det blev nogle rigtig gode dage.

Vi tilbragte påsken sammen med familien, og det er altid noget helt særligt at have børn og børnebørn samlet. Vi sluttede af med en hyggelig påskefrokost søndag, hvor vi hver især havde lidt med til bordet. Det blev en dejlig dag med god mad og godt selskab.

Mandag gik turen så tilbage til Sjælland for vores søn og yngste barnebarn, efter nogle gode dage sammen. Der bliver lidt stille, når de er kørt, men sådan er det jo.

Vi tog efterfølgende en tur i sommerhuset, som havde været lånt ud til vores ældste barnebarn. Han havde haft nogle hyggelige dage der sammen med nogle kammerater fra efterskolen – og de havde været flinke til at efterlade det hele, som de modtog det. Det er altid rart.

Tirsdag efter påske stod den igen på hverdag.

Jeg var en tur i motionsrummet om formiddagen og spillede dart om eftermiddagen. Men det var også den dag, hvor det for alvor føltes som om, foråret begyndte at røre på sig. Solen var fremme, himlen var blå, og fuglene sang.

Det gav håb om, at det nu er ved at vende.

Onsdag fortsatte det gode vejr, og så kom cyklen igen frem. Det blev til en dejlig tur rundt i omegnen, og det kunne mærkes, at det er noget, jeg har savnet hen over vinteren.

I dag, torsdag, hvor jeg sidder og skriver dette, viser vejret sig også fra den pæne side. Temperaturen er måske faldet en smule, men med en ekstra trøje går det nok.

Så cyklen skal ud igen.

For nu gælder det om at tage de gode dage, når de er der – og nyde, at foråret så småt er på vej.

Min cykeltur torsdag

Til min store overraskelse, kunne jeg fredag morgen, se at det sneede da jeg stod op 🌨️

Foråret kommer ikke på én gang.

Det sniger sig ind – lidt ad gangen.

Men pludselig mærker man det,

og så ved man, at det er på vej.

Tilbage til oversigt ➡️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *