Foråret er en lidt mærkelig størrelse.
Den ene dag føles det som om, det hele er på vej i den rigtige retning, og den næste dag bliver man mindet om, at vinteren ikke helt har sluppet sit tag endnu.
Jeg var ellers lige kommet godt i gang med mine cykelture rundt i omegnen, og det var virkelig skønt at komme ud igen. Frisk luft, lidt motion og fornemmelsen af, at kroppen langsomt vågner efter vinteren.
I onsdags holdt jeg så en pause fra cyklen.
Jeg var nemlig til frokost med en god flok venner. Vi er omkring tyve mand, der samles et par gange om året, hvor nogle af os står for maden. Så bruger vi nogle timer sammen med god mad og hyggeligt samvær. Det er altid en fornøjelse.
Men så kom torsdagen.
Da jeg stod op om morgenen, kunne jeg se, at temperaturen var faldet en del. Det havde været frost om natten, og det kunne mærkes. Vi fik morgenmad og gjorde os klar til dagen, og planen var egentlig, at jeg skulle ud på cyklen igen.
Men da jeg kiggede ud ad vinduet, fik jeg lidt af en overraskelse.
Det var begyndt at sne.
Ikke bare en lille smule, men nok til at jeg hurtigt kunne se, at det nok ikke var dagen til en cykeltur. Temperaturen steg heller ikke rigtigt, så jeg valgte at blive hjemme.
Det er jo ikke meningen, at man skal blive syg af at ville holde sig i gang.
Sådan er foråret åbenbart. Det kan skifte fra det ene til det andet fra dag til dag, og man må tage det, som det kommer.
Jeg håber dog, at vejret snart bliver lidt mildere og mere stabilt.
Så cyklen igen kan komme ud på vejene lidt oftere.
Foråret er ikke altid lige til at regne med.
Men måske er det netop det, der gør det ekstra dejligt, når de gode dage endelig kommer.
Skriv et svar