I dag skriver vi 1. marts. Kalenderen siger forÄr, og det gÞr i sig selv noget ved humÞret. Alligevel er det ikke helt til at se endnu. PÄ min lille gÄtur i dag kunne jeg stadig se rester af sne flere steder. Vinteren holder en smule fast.
Temperaturen har dog bevĂŠget sig opad. Man kan mĂŠrke det i luften. Det er ikke den skarpe kulde lĂŠngere, men en mere mild fornemmelse, som lover, at noget er pĂ„ vej. Det var skĂžnt at komme ud og fĂ„ lidt frisk luft â ogsĂ„ selv om forĂ„ret endnu mest lever i hĂ„bet.
Man begynder at lytte efter fuglene. Snart mÄ de vel begynde at synge lidt mere. Buske og trÊer stÄr stadig nÞgne, men man ved, at der arbejdes i det skjulte. Naturen har sin egen rytme.
Jeg glĂŠder mig isĂŠr til den dag, hvor cyklen igen kan komme rigtigt i brug. Lige nu synes jeg stadig, det er for koldt. Man kan tage mere tĂžj pĂ„, ja â men sĂ„ bliver det for varmt, nĂ„r man fĂžrst fĂ„r gang i pedalerne. Det er den tid pĂ„ Ă„ret, hvor man aldrig helt rammer rigtigt med pĂ„klĂŠdningen.
Men vi ved jo, hvad der venter.
Mit lille valgsprog pĂ„ denne tid af Ă„ret er: âDet gĂ„r mod to somre og en vinter.â Det er mĂ„ske sagt med et glimt i Ăžjet, men der ligger ogsĂ„ noget alvor i det. Lyset vender tilbage. Dagene bliver lĂŠngere. Vi bevĂŠger os fremad.
Selvom forÄret endnu ikke helt kan ses, kan det mÊrkes. Det ligger mÄske lige henne om hjÞrnet.
Og det er i sig selv vĂŠrd at glĂŠde sig over.
ForÄret begynder ikke den dag, sneen forsvinder.
Det begynder den dag, vi igen begynder at glĂŠde os.
Skriv et svar