I dag skriver vi 1. marts. Kalenderen siger forår, og det gør i sig selv noget ved humøret. Alligevel er det ikke helt til at se endnu. På min lille gåtur i dag kunne jeg stadig se rester af sne flere steder. Vinteren holder en smule fast.
Temperaturen har dog bevæget sig opad. Man kan mærke det i luften. Det er ikke den skarpe kulde længere, men en mere mild fornemmelse, som lover, at noget er på vej. Det var skønt at komme ud og få lidt frisk luft – også selv om foråret endnu mest lever i håbet.
Man begynder at lytte efter fuglene. Snart må de vel begynde at synge lidt mere. Buske og træer står stadig nøgne, men man ved, at der arbejdes i det skjulte. Naturen har sin egen rytme.
Jeg glæder mig især til den dag, hvor cyklen igen kan komme rigtigt i brug. Lige nu synes jeg stadig, det er for koldt. Man kan tage mere tøj på, ja – men så bliver det for varmt, når man først får gang i pedalerne. Det er den tid på året, hvor man aldrig helt rammer rigtigt med påklædningen.
Men vi ved jo, hvad der venter.
Mit lille valgsprog på denne tid af året er: “Det går mod to somre og en vinter.” Det er måske sagt med et glimt i øjet, men der ligger også noget alvor i det. Lyset vender tilbage. Dagene bliver længere. Vi bevæger os fremad.
Selvom foråret endnu ikke helt kan ses, kan det mærkes. Det ligger måske lige henne om hjørnet.
Og det er i sig selv værd at glæde sig over.
Foråret begynder ikke den dag, sneen forsvinder.
Det begynder den dag, vi igen begynder at glæde os.
Skriv et svar