
Vinteren er en tid, hvor tempoet naturligt bliver lidt lavere. Vejret sætter sine begrænsninger, og det er ikke altid lige fristende at komme ud, når der er frost, sne eller glatte veje. Alligevel er det vigtigt at holde sig i gang – både for kroppen og for humøret.
For mit eget vedkommende har jeg fundet en rytme, der fungerer. Her i byen hvor vi bor, har vi et motionsrum i vores fælleshus, og der kommer jeg en gang om ugen. Der er flere muligheder for motion: motionscykler, spinningcykel, romaskine, løbebånd og andre redskaber. Jeg holder mig til motionscyklen, da mit knæ ikke er så glad for alle typer bevægelse. På cyklen kan jeg indstille den, så knæet ikke bliver overstrakt, og så går det fint.


Jeg får cyklet mellem 20 og 25 kilometer om ugen. Det kompenserer lidt for, at jeg ikke kan komme ud at cykle på vejene i denne tid. Når der er risiko for glat føre, lader jeg cyklen stå – det er ikke risikoen værd.
Gåture bliver det også til, men ikke så lange som i de andre årstider. Nogle korte ture bliver det dog til, når vejret og føret tillader det, og det er altid rart at få lidt frisk luft.


Men aktivitet er jo ikke kun motion. Vinteren er også en tid, hvor der er andre ting at give sig til. Jeg bruger blandt andet tid på vores hjemmeside, som jeg er webmaster for. Lige nu er vi også i gang med at planlægge vores påskefrokost i aktivitetsklubben. Indbydelserne er blevet hængt op og lagt på hjemmesiden, og når tilmeldingerne begynder at komme ind, kan jeg gå videre med at bestille mad og få styr på drikkevarer og det praktiske.
Derudover har vi vores faste aktiviteter i klubben, blandt andet dart et par gange om ugen. Det er både hyggeligt og giver lidt bevægelse, og så betyder fællesskabet mindst lige så meget som selve spillet.


Når man ser på det hele, er vinteren måske ikke så stille endda. Tempoet er anderledes, men der er stadig mange små ting, der holder hverdagen i gang. Det handler måske mest om at finde de muligheder, der passer til årstiden – og til én selv.

Skriv et svar