Når kæledyret skal på ferie – eller i pension 🐾🏡
Sommeren er i fuld gang, og med den følger også ferierne. Mange pakker bilen eller kufferten og drager afsted mod nye oplevelser – men hvad gør man egentlig med familiens firbenede ven, når man skal afsted?

Hos os fylder det spørgsmål ikke helt så meget længere. Vi tager nemlig sjældent på ferie i højsæsonen – og det giver os mulighed for at give en hjælpende hånd til familien. I skrivende stund sidder jeg i vores sommerhus med ikke bare vores egen hund, men også vores datter og svigersøns kernterrier, som vi passer, mens de nyder en velfortjent uges ferie sydpå med børnebørnene.
Holger venter på der skal ske noget 👀

Vores egen lille Lhasa Apso og deres kernterrier er heldigvis vant til hinanden – og det fungerer bare så fint, når de begge tumler rundt i haven eller ligger og daser på skyggefulde pletter på terrassen. Vi hygger os alle sammen med den lidt ekstra “hundelyd” omkring os, og vi nyder, at vi kan hjælpe.
Her skjuler Ellie sig for solen ☀️
Det er faktisk en aftale, vi har indbyrdes i familien – vi passer gerne deres hund, og de tager også gerne vores, hvis vi en sjælden gang har brug for det. Det er trygt, både for os og for hundene, som kender hinanden og føler sig hjemme.
Her er Holger efter en tur til vandt 😄

Men ikke alle har den mulighed. Mange må finde en anden løsning, når ferien kalder. Nogle vælger en god dyrepension – og det kan være en fin og sikker løsning, hvis man har fundet et sted, hvor man ved, at der bliver taget godt hånd om dyrene. Andre får hjælp fra venner eller naboer, eller bruger hjemmepasning, hvor nogen flytter ind og sørger for, at både hus og dyr bliver passet.
Det vigtigste er, at både mennesker og dyr har ro i maven, når ferien begynder. Og det er værd at tænke lidt ekstra over, for ikke alle hunde eller katte trives med at blive flyttet rundt – og ikke alle destinationer egner sig til at tage kæledyret med.

Vi prøver så vidt muligt at tage vores hund med, når vi tager på tur – især i Danmark. Hun er jo en del af familien, og vi nyder at have hende med. Men vi ved også, at det kræver lidt ekstra planlægning, så alle får en god ferie – både to- og firbenede.
Her ses Ellie hvor hun tidligere var med på ferie ved Vesterhavet, hvor vi tit er 👍🏻
Hvordan gør I?
Tager I jeres dyr med på ferie – eller har I fundet den helt rigtige pasningsløsning?

Skriv et svar