Tur til Christiansfeld

Min mening med turen i dag, var at cykle ned og se den nye bro ved Christiansfeld. Broen erstatter den gamle gang- og cykelbro og har fået navnet Dråbebroen.

Turen gik fra Vonsild mod Taps. Her fortsatte jeg mod Ødis ud over motorvejen. I stedet for at fortsætte mod Ødis, svingede jeg ind mod Frørup. Her passerede jeg Frørup Kirke og videre ud mod Frørup Landevej, hvor kursen blev sat mod Christiansfeld. Jeg kom tilbage over motorvejen, forbi Tyrstrup Kro og endte nede ved den nye Dråbebro. Her trak jeg over og det er en vældig fin bro de har fået udført 👍🏻

Turen hjem gik gennem Christiansfeld og videre ud af Kongevej hvor det gik videre af Vejstruprødvej. I Vejstruprød blev kursen sat mod Vonsild, gennem Sjølund og ad Sjølundvej til den nye rundkørsel ved Ringvej Syd. Her var de ved at lægge asfalt på noget af den sidste del af Ringvej Syd. Turen herfra og retur til Vonsild, var på det sidste stykke meget ujævnt, da de om natten er ved at asfaltere cykelstierne igennem Vonsild og de derfor er blevet raspet af i sidste uge.

Dejlig tur på cirka 36 kilometer i dejligt vejr 😎 og ikke meget vind 🌬️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *